Søg

6.2 Særlig værdifulde landbrugsområder

Retningslinje Redegørelse Kort

Landbrugsjord er en begrænset ressource og udpegning af særligt værdifulde landbrugsområder skal sikre landbrugserhvervet i Slagelse Kommune, at der stadig er landbrugsjord til rådighed. Særligt værdifulde landbrugsområder er udpeget ud fra, at de blandt andet har en høj dyrkningsværdi. Udpegningen skal ske i overensstemmelse med kommunens øvrige retningslinjer for det åbne land. I Kommuneplan 2013 fastholdes, som det også var tilfældet i Kommuneplan 2009, udpegning af de særligt værdifulde landbrugsområder, som er foretaget af det tidligere Vestsjællands Amt, idet der ikke for nuværende er væsentlige nye hensyn, viden eller informationer, der ændrer grundlaget for udpegningen. 

Retningslinjer 
6.2.1 Særlig værdifulde landbrugsområder er udpeget og fremgår af kortbilag 6.2.

6.2.2 Arealer, der anvendes til landbrugsdrift skal i størst muligt omfang friholdes for andre aktiviteter. Ved inddragelse af landbrugsarealer til ikke jordbrugsmæssige formål, bør arealforbruget begrænses mest muligt, især inden for de særligt værdifulde landskabsområder.

6.2.3 Ved inddragelse af landbrugsjord til byvækst, tekniske anlæg samt ferie- og fritidsformål skal der i videst muligt omfang tages hensyn til de berørte landbrugsejendommes struktur- og arronderingsforhold samt til arealbehov, investeringsniveau og mulighederne for jordfordeling.

6.2.4 Ved opførsel af nye miljøfølsomme bebyggelser, rekreative områder, udlægning af byzoner mm. skal der sikres en passende afstand til eksisterende landbrug, så lugtgenekriterierne ikke strammes i forhold til de allerede eksisterende afstande. 

 

Redegørelse
Ad 6.2.2: Forudsætningen for at bevare et bæredygtigt jordbrug er, at der er størst mulig investeringssikkerhed og fortsat udviklingsmulighed for jordbrugserhvervene samtidig med, at det sikres, at udviklingen ikke sker på bekostning af natur- og miljøbeskyttelsesinteresserne. 


Ad 6.2.4:
Ved administration af plan- og miljølovgivningen skal Slagelse Kommune så vidt muligt forebygge nabogener ved ikke at tillade ny bebyggelse og rekreative områder tæt på eksisterende landbrug. Byggeri og rekreative områder tæt på eksisterende husdyrbrug er med til at begrænse landbrugets udviklingsmuligheder, da det stiller skræppede krav til reducering af lugtgener.

I regionplan 2005 udarbejdet af det tidligere Vestsjællands Amt er der udpeget særligt værdifulde landbrugsområder. Området dækker ca. 55 % af kommunens areal.

De særligt værdifulde landbrugsområder er udpeget ud fra en vurdering af dyrkningsjordens sammensætning, terrænhældning samt mulighederne for tilladelse til markvanding.

Statsforvaltningen skal mindst én gang i hver valgperiode i samarbejde med kommunerne udarbejde og offentliggøre en analyse af jordbrugserhvervene, som skal sikre, at de jordbrugsmæssige interesser indgår i de regionale udviklingsplaner, kommuneplaner og lokalplaner, jf. § 3, stk. 1, i lov om landbrugsejendomme, som ændret ved lov om regional statsforvaltning.

Retningslinjer og områdeudpegning er overført i revurderet udgave fra Regionplan 2005. Jordbrugsanalysen fra 2001 har dannet grundlag for udpegningen af særligt værdifulde landbrugsområder i Regionplan 2005. Den nyeste jordbrugsanalyse er fra 2009 og danner grundlag for opdatering af udpegningen af særligt værdifulde landbrugsområder i Kommuneplan 2013.

Slagelse Kommune vil arbejde for, at landbrugserhvervet udvikler sig under hensyntagen til landbrugets naboer, et rent miljø og en mangfoldighed i natur og landskab. Området fastholdes og udvikles fortsat som et jordbrugsområde med størst mulig driftsmæssig fleksibilitet for den enkelte ejendom, samt stor investeringssikkerhed. Slagelse Kommune vil i dialog med landbruget arbejde for, at landbrugserhvervet udvikler sig under hensyntagen til landbrugets naboer, et rent miljø og en mangfoldighed i natur og landskab, samt fremme driftsformer, der tager hensyn til natur og miljø, og herunder arbejde for, at økologisk landbrugsproduktion fremmes. Desuden vil Slagelse Kommune udbygge samarbejdet med landbruget omkring planlægning, miljø- og naturindsats, og være aktiv sparringspartner for landbruget og synliggøre rammerne i administrationen for udvidelser, ændringer og etableringer af husdyrbrug.


 

Vil du vide mere

Retsinformation

Jordbrugsanalyse

Sammenhængende landbrugsplanlægning, Inspiration til kommunerne, Naturstyrelsen og NaturErhvervstyrelsen (2012)