Søg

3.1 Friluftsliv ved vandet

Retningslinjer Redegørelse

Slagelse Kommune har en rig natur, der skal beskyttes - men også kan benyttes. Der skal ske en afvejning af, hvor vi kan bruge naturen, og hvor meget den kan holde til. Det gælder også den rekreative brug af det vand, vi er beriget med i kommunen. Vandområderne giver gode muligheder for friluftslivet og kan være med til at styrke sundhed og livskvalitet, hvad enten man bor i eller blot besøger Slagelse Kommune. Derfor indeholder kommuneplanen retningslinjer for brugen af både vores kystvande, nor, søer og åer. 

Retningslinjer
3.1.1 Områder til friluftsliv ved vandet fremgår af kortbilag 3.1.

3.1.2 Sejlads uden motor på Tude Å og på Vårby Å er tilladt.

3.1.3 Anløbsbroer til kano, kajak og robåde kan etableres af bredejerne, hvis vandløbsregulativerne giver mulighed for det, og det ikke skader beskyttelsesinteresserne.

3.1.4 Sejlads med mindre motordrevne både er tilladt på Tude Å fra Næsby Slusebro (Bildsøvej) til Storebælt.

3.1.5 Sejlads med og uden motor på kommunens nor er som udgangspunkt tilladt, hvis det ikke er i strid med beskyttelsesinteresserne.

3.1.6 Sejlads med og uden motor langs kommunens kyster er som udgangspunkt tilladt, hvis det ikke er i strid med beskyttelsesinteresserne.

3.1.7 Lystfiskeri i kommunens vandløb er tilladt for bredejerne. Retten til at fiske kan videregives til andre – fx den enkelte borger eller en lystfiskeforening.

3.1.8 Ophold og badning på kommunens strande er tilladt. Det skal sikres, at det ikke skader beskyttelsesinteresserne.

Redegørelse
Vandløb
Bestemmelserne vedr. sejladsretten på de enkelte vandløb fremgår af vandløbsregulativerne. Regulativerne for Tude Å, Vårby Å, Bjerge Å, Skovsø Å, Gudum Å og Vestermose Å giver mulighed for sejlads. Retningslinjerne giver kun mulighed for sejlads på de to store vandløb – Tude Å og Vårby Å. De øvrige 4 vandløb er forholdsvis små, og sejladsen kan gøre stor skade på vandløbenes fysiske forhold. Sejlads i så små vandløb ødelægger mulighederne for fiskeliv, og bl.a. Skovsø og Gudum Å er målsat som ”Gyde- og opvækstvand for laksefisk”. Derfor giver retningslinjerne ikke mulighed for sejlads på disse vandløb.

Strande
Der findes 20 kommunale strande i Slagelse Kommune. Badevandet er af så høj kvalitet, at de fleste af kommunens strande kan opnå Blå Flag-kvalitetsstemplet. En Blå Flag strand skal dog også have mange faciliteter på land, og det kræver større anlægs- og driftsinvesteringer. I 2012 havde Slagelse Kommune 9 Blå Flag strande.
Slagelse Kommune vil sikre god adgang til kyst, søer og åer – både i forhold til adgang og i forhold til sejlads.

Slagelse Kommune vil fortsat udvikle og markedsføre
- mulighederne for fritidssejlads
- mulighederne for lystfiskeri
- de 20 kommunale badestrande
og det friluftsliv disse naturværdier indbyder til i forhold til borgere og turister.

Der er ikke planlagt ændringer i udpegningen af friluftsområder med tilknytning til vandområderne i denne planperiode.
Slagelse Kommune arbejder fortsat med vandkvaliteten for samtlige badestrande i kommunen. Der arbejdes fortsat med Blå Flag strandene, og aktiviteter i forbindelse med disse.

Slagelse Kommunes 20 strande er meget forskellige. Der er både mulighed at besøge strande, hvor der er fred og ro, strande, hvor der er flere naturoplevelser, og strande, hvor der er mulighed for leg og aktivitet sammen med en masse andre mennesker.

Vil du vide mere