Søg

1.4 Detailhandel

Retningslinje Redegørelse Kort

Slagelse Kommunes overordnede målsætning for detailhandelens udvikling er at arealudlæg skal styrke handelen i centerområderne i Skælskør, Korsør og Slagelse. Udvalgsvarebutikker skal fremadrettet primært etableres i de tre købstæders bymidter, samt Slagelse Megacenter. Købstædernes bymidter skal desuden styrkes ved at der gives udvidelsesmuligheder for eksisterende dagligvarebutikker.

Slagelse bys position som regionalt center for detailhandel skal styrkes ved at der gives mulighed for flere store butikker i bymidten. Der er mulighed for en udvidelse af Vestsjællandscentret og City 3.
I de øvrige bysamfund uden for købstæderne er der mulighed for dagligvarebutikker til lokale forsyning og mindre udvalgsvarebutikker. I kommunens landsbyer vil der fremover være mulighed for at etablere enkeltstående butikker til lokalområdets dagligforsyning.

Hvad angår butikker, der forhandler særlige pladskrævende varegrupper, bør nye butikker generelt ligge, hvor de styrker det eksisterende udbud bedst.

Retningslinjer
1.4.1. Den overordnede detailhandelsstruktur fremgår af kortbilag 1.4 

1.4.2. Det samlede maksimale bruttoetageareal til butiksformål i de enkelte områder, det maksimale bruttoetageareal for omdannelse/nybyggeri til butiksformål i de enkelte områder og maksimale bruttoetageareal for de enkelte butikker i de enkelte områder fremgår af Tabel 1.4.1.

1.4.3. Der er afgrænset bymidte i Slagelse, Korsør og Skælskør. I bymidterne planlægges der for en bred vifte af dagligvarer og udvalgsvarer, samt andre funktioner, der naturligt lokaliseres i bymidte.

1.4.4. De eksisterende bydelscentre i Slagelse by opretholdes; bruttoetagearealet i bydelscentrene i Slagelse by må maksimalt være på 5.000 m².

Eksisterende lovlige butikker i bydelscenter Slagelse øst (1.3C2, 1.3C3, 1.3C4, 1.3C5) kan fortsætte. Eksisterende lovlige butikker i bydelscenter Slagelse syd (1.4C1 Bilka) kan fortsætte.

1.4.5. I Slagelse by udpeges 1.3C1 Byskovcentret, 1.4C6 Idagårdsvej/Skælskørvej, 1.5C1 Strandvejscentret og 1.5C2 Vestre Ringgadecentret til lokalcentre med mulighed for dagligvarebutikker og mindre udvalgsvarebutikker. Der kan planlægges for butikker med et maksimalt bruttoetageareal for de enkelte butikker på 1.000 m² for dagligvarebutikker og 200 m² for udvalgsvarebutikker.

Det samlede bruttoetageareal til butiksformål i lokalcenter Byskovcentret må maksimalt være 1250 m2. Det samlede bruttoetageareal til butiksformål i lokalcenter Idågårdsvej/Skælskørvej må maksimalt være 1000 m2. Det samlede bruttoetageareal til butiksformål i lokalcenter Strandvejscentretmå maksimalt være 700 m2. Det samlede bruttoetageareal til butiksformål i lokalcenter Vestre Ringgadecentret må maksimalt være 1500 m2.

1.4.6. I Korsør by planlægges der for detailhandelsudvikling i Korsør bymidte (2.1C1, 2.1C2, 2.1C3) frem for Halsskov.

1.4.7. I Korsør by udpeges 2.3C2 Halskov til lokalcenter med mulighed for dagligvarebutikker og udvalgsvarebutikker. Der kan planlægges for butikker med et maksimalt bruttoetageareal for de enkelte butikker på 1.000 m² for dagligvarebutikker og 200 m² for udvalgsvarebutikker.

1.4.8. I Skælskør by planlægges der for detailhandelsudvikling i bymidten langs Algade (3.1C1) frem for Kongeåsen.

1.4.9. I Korsør by, Skælskør by og Slagelse by udlægges ikke yderligere muligheder for butikker til hverken udvalgsvarer eller dagligvarer.

1.4.10. De øvrige bysamfund Bisserup, Boeslunde, Dalmose, Havrebjerg, Kirke Stillinge, Slots Bjergby, Sørbymagle, Flakkebjerg, Svenstrup og Vemmelev udpeges til lokalcentre med mulighed for dagligvarebutikker og udvalgsvarebutikker. Der kan planlægges for butikker med et maksimalt bruttoetageareal for de enkelte butikker på 1.000 m² for dagligvarebutikker og 200 m² for udvalgsvarebutikker.

1.4.11. I Vemmelev udlægges ikke yderligere muligheder for butikker til hverken udvalgsvarer eller dagligvarer.

1.4.12. I byområder, hvor der kan placeres produktionserhverv, kan der i tilknytning til den enkelte virksomhed tillades mindre butikker til salg af egne produkter. Butikkernes størrelse må normalt ikke overstige 20% af virksomhedens samlede etageareal og må maksimalt være 250 m². Butikker i erhvervsområder kræver byrådets godkendelse i hvert enkelt tilfælde.

1.4.13. I landsbyerne kan der etableres enkeltstående butikker til lokalområdets daglige forsyning. Der kan planlægges for dagligvarebutikker med et maksimalt bruttoetageareal på 500 m².

1.4.14. Der må, i henhold til planlovens § 37, uden landzonetilladelse etableres mindre butikker på op til 250 m² i bygninger, der ikke længere er nødvendig for driften af en landbrugsejendom. Dette kan ske efter en konkret vurdering. Virksomheden skal etableres i bestående bygninger, der ikke om- eller tilbygges i væsentlig omfang, og bygningerne må ikke være opført inden for de seneste 5 år. 

Særlig pladskrævende varegrupper
1.4.15. Butikker med særlig pladskrævende varegrupper placeres i områder udlagt til dette formål. Områderne fremgår af kortbilag 1.4 Detailhandel: områder til særlig pladskrævende varegrupper.
Det samlede maksimale bruttoetageareal til butiksformål i de enkelte områder, det maksimale bruttoetageareal for omdannelse/nybyggeri til butiksformål i de enkelte områder og maksimale bruttoetageareal for de enkelte butikker i de enkelte områder fremgår af Tabel 1.4.2.

1.4.16. Butikker med særlig pladskrævende varegrupper omfatter butikker, der alene forhandler biler, lystbåde, campingvogne, planter, havebrugsvarer, tømmer, byggematerialer, grus, sten- og betonvarer samt møbler. Møbler, som pladskrævende varegruppe, forudsætter en redegørelse for, hvorfor placering i bymidten eller bydelscenter ikke kan lade sig gøre.

1.4.17. Der må i henhold til gældende lokalplanlægning etableres en møbelbutik på op til 8000 m² ved Idagårdsvej/Sdr. Ringgade i Slagelse by (1.4E9).

1.4.18. Der må i henhold til gældende lokalplanlægning: 
a.    etableres en møbelbutik på op til 8000 m² ved Idagårdsvej/Sdr. Ringgade i Slagelse by (1.4E9). 

b.    etableres en møbelbutik på op til 12.000 m² ved Hunsballe i Slagelse by (1.4E11).

Redegørelse
Der var medio 2011 408 butikker i Slagelse kommune, hvoraf 65 % var udvalgsvarebutikker.
Den største koncentration af butikker findes i Slagelse, hvor 63 % af kommunens butikker er placeret. I Korsør ligger der 90 butikker, svarende til 22 % af butikkerne i kommunen, mens der i Skælskør ligger 12 % af det samlede antal butikker.

I Slagelse bymidte er i alt 156 butikker, heraf er 77 % udvalgsvarebutikker. Butikkerne i Slagelse bymidte er primært koncentreret i Vestsjællandscentret og på Nytorv, Schweizerpladsen, Rådhuspladsen og Jernbanegade. I Korsør bymidte er der 44 butikker, heraf er 68 % udvalgsvarebutikker. Butikkerne i Korsør bymidte er koncentreret i sivegaden Nygade, gågaden Algade samt Havnearkaderne. I Skælskør bymidte er der 36 butikker, som er koncentreret i Algade. Omkring 67 % af butikkerne er udvalgsvarebutikker

Sammenlignet med 2007 er der i dag overordnet færre butikker i Slagelse kommune. I alt er der i Slagelse kommune 8 dagligvarebutikker og 26 udvalgsvarebutikker færre. Især i de tre bymidter er antallet af butikker faldet. Det relativt største fald i antallet af butikker er dog i bydelen Halsskov i Korsør, hvor der er lukket 2 dagligvarebutikker og 3 udvalgsvarebutikker.

Derimod er der kommet 9 butikker mere i Slagelse Syd, som dækker over storbutiksområdet Slagelse Megacenter samt området ved Bilka.
Det samlede bruttoareal til dagligvare- og udvalgsvaredetailhandel i 2011 var ca. 197.500 m², hvilket er lavere end i 2007, hvor det samlede areal var på 218.000 m². I 2007 blev byggemarkeder registreret som udvalgsvarer, hvor de alene kategoriseres som særligt pladskrævende i dag. Det vurderes, at butikkerne gennemsnitligt er blevet større igennem de seneste 5 år.

Omsætningen er gået frem (målt i løbende priser), idet den samlede omsætning blandt kommunens butikker lå på ca. 4,45 mia. kr. i 2010 mod ca. 4,25 mia. kr. i 2006.
Det samlede dagligvareforbrug i Slagelse kommune i 2010 er beregnet til 1,99 mia. kr., mens udvalgsvareforbruget er beregnet til 1,89 mia. kr. Sammenlignet med forbrugsberegningerne gennemført i 2007, er dagligvareforbruget tæt på uforandret, mens udvalgsvareforbruget er steget ca. 8 %. Forbrugsudviklingen har igennem de seneste 5 år ikke været så kraftig som i perioder med højkonjunktur.

Set bl.a. i lyset af forventningen om en stigning i befolkningstallet frem mod 2020 for hele Slagelse kommune betragtet under ét, forventes dagligvareforbruget at stige med 3 % frem til 2020. Udvalgsvareforbruget forventes at stige ca. 13 % til godt 2,1 mia. kr. i 2020. Der skal dog knyttes den kommentar hertil, at den fysiske detailhandel næppe kan forvente at opsuge hele denne vækst, da internethandelen forventes fortsat at øge sin betydning.

Handelsbalancen er forholdet mellem den realiserede omsætning og det samlede forbrug i kommunen. Handelsbalancen for dagligvarer i Slagelse kommune er 108 %, mens den for udvalgsvarer er 122 %. Det vil sige, at dagligvareomsætningen i butikkerne i Slagelse kommune er 8 % højere end det samlede dagligvareforbrug i kommunen. Udvalgsvareomsætningen er ca. 22 % højere end det samlede udvalgsvareforbrug i kommunen. Hermed må forbrugerne uden for Slagelse kommune, måske især i Sorø kommune og den sydlige del af Kalundborg kommune få dækket en del af deres vareforbrug ved køb i butikkerne i Slagelse kommune.

Slagelse kommunes handelsbalance i 2007 for dagligvarer var 106 % og for udvalgsvarer 125 %. Kommunen har således øget sin betydning på dagligvareområdet en smule, mens forholdet på udvalgsvaresiden er gået tilsvarende tilbage.

Udvikling af detailhandel i Slagelse Kommune
Frem til 2020 ventes det, at forbruget i Slagelse kommune vil stige med ca. 3 % for så vidt angår dagligvarer, mens det forventes at stige ca. 13 % for udvalgsvarer. Tager man alene højde for ovenstående, er der i 2020 et behov for yderligere bruttoareal til dagligvarer på ca. 4.000 m² og til udvalgsvarer på ca. 16.000 m² i hele kommunen. Udviklingen skal ses i lyset af forventningen om en begrænset stigning i forbruget af dagligvarer pr. person samt forventningen om en relativt svag stigning i indbyggertallet frem til 2020.

En arealramme for nyt butiksareal styres dels af forbrugets udvikling, dels af ønsket om at styrke detailhandelen. I vurderingen af det fremtidige arealudlæg er der taget højde for den øgede konkurrencesituation og det faktum, at den generelle udvikling går i retning af færre, men stærkere udbudspunkter. Hertil kan man så lægge ønsket om øget befolkningsvækst samt øget betydning som detailhandelsdestination, hvilket vil øge arealbehovet.

Desuden er der en generel tendens til, at arealeffektiviteten målt som omsætning pr. m² bruttoareal inden for detailhandelen generelt er faldende i disse år. Nye butikstyper, mere rationel håndtering af varer og nylokaliseringer er faktorer, der indebærer, at mange butikker har behov for stadig mere areal. Nogle butikker accepterer en lavere arealbelastning for at give kunderne den ”rigtige” oplevelse. Personale og lagerfaciliteter substitueres således med et større salgsareal.

Slagelse Kommune vurderer, at der kun findes et mindre behov for nye dagligvarebutikker i kommunens tre købstæder. Arealudlæg til nye dagligvarebutikker i Slagelse, Korsør og Skælskør er derfor begrænset i Kommuneplan 2013. Der er dog stadig udvidelsesmuligheder for visse eksisterende dagligvarebutikker.
I forslaget er der i alt udlagt ca. 17.000 m² til dagligvarehandel og ca. 70.000 m² til udvalgsvaredetailhandel.

Hvad angår butikker, der forhandler særlige pladskrævende varegrupper, bør nye butikker generelt ligge, hvor de styrker det eksisterende udbud bedst. Der er i dag 29 butikker, der forhandler særlig pladskrævende varer i Slagelse kommune. Disse har et samlet bruttoareal på ca. 80.000 m². Den trafikale tilgængelighed vurderes fremover at blive meget væsentlig for disse butikstyper, da de oftest har et stort opland. Herudover er det vigtigt, at man arbejder på at koncentrere de særligt pladskrævende butikker, da især bilforhandlere har en god synergieffekt af at være placeret tæt på hinanden.

Arealudlægget til særlig pladskrævende varegrupper er baseret på et skøn over hvilke butikstyper, der kan være interesserede i at etablere sig i kommunen. Det er kommunens vurdering, at nyudlægget til særligt pladskrævende varegrupper minimum skal være 81.000 m² i perioden frem til 2020.

 

Tabel 1.4.1

 

 

Tabel 1.4.2

 

Vil du vide mere